Lav dit eget personlige julegavepapir
Når jeg siger lav dit eget personlige julegavepapir, mener jeg ikke at du skal i gang med gamle aviser og trærammer for bogstavlig talt at lave dit eget papir 😉
Det jeg mener er at dekorere julepapir, for på den måde at personliggøre det. Jeg værdsætter gaver endnu mere, når jeg kan se at folk har gjort noget ud af indpakningen, og selv er jeg også vild med at give flotte gaver. I Japan er det faktisk sådan, at indpakning er mindst lige så vigtig, som det den indeholder. Det kunne vi lære lidt af i Danmark. 🙂
Hyggelig dekoration med stempler
Jeg valgte at bruge brun papir. Det giver en ekstra rustisk hygge 😉
Når du skal til at stemple kan du vælge at bruge et købt stempel eller et hjemmelavet. De købte stempler har den fordel at det er nemt og hurtigt, og så er de ofte en del mere detaljeret end dem man selv laver. Husk på at hvis du bruger et ikke monteret stempel, skal du have en trykplade at sætte det på. Jeg bruger en plexiglas plade fra en gammel gavekort boks og noget dobbeltklæbende tape. Den er stor, så alle stempler kan passe på den, og man kan bygge et stempel op 🙂
Du kan også lave dit eget stempel. Og du behøver ikke bruge en kartoffel 😉
Jeg bruger skumgummipapir men en tykkelse på 2 mm ca. til mit stempel. Farven er underordnet – den smitter ikke af 😉 Jeg har valgt at det skal være juletræer som pryder stemplet. De bliver enkle og er tegnet med blyant. Man kunne sikkert også bruge kuglepen eller tusch, men nu var det lige en blyant, jeg havde ved hånden.
Børn vil synes det er mægtig sjovt at tegne deres eget motiv og på den måde have lavet deres helt eget papir. Du kan eventuelt lave tegne en firkant på størrelse med eller lidt mindre end din trykplade, som børnene skal holde sig inden for, og så ellers bare give dem fri leg 😉
Klip nu langs din tegnede streg. Du kan gøre som mig og lave flere forskellige elementer, så den bliver lidt mere detaljeret, eller bare holde dig til et enkelt motiv.
Jeg har stemplet lidt tilfældigt på papiret og roteret stemplet rundt. Dette vil børn også elske 😉 Det kan være en god ide at være med til stemplingen, dels så du sørger for det kun er papiret der bliver stemplet, og for at det ikke bliver FOR voldsomt 😉
Når du har stemplet færdig, er det en god ide at lave papiret tørre lidt, inden du bruger det 🙂