I kender det, det ved jeg. Man står og lægger strømper sammen og nederst i bunken, ligger der to sokker tilbage – som ikke passer sammen!
Hvad gør man så? Kommer de ned i strømpeskuffen, forsvinder de og forbliver singler for evigt, og på bordet i bryggerset fylder de bare.
Fortvivl ej – jeg har fundet løsningen! 😀
Drivtømmer – nyttigt og pænt havaffald
Drivtømmer regnes egentlig for at være havaffald. Det gør det dog ikke til et mindre pænt produkt. Jeg er nemlig helt vild med den farve og de bløde linjer, som tiden i vandet skaber i træet.
På en af vores ture til Vesterhavet, fandt jeg et rigtig flot stykke drivtømmer. Ret lige og derfor særdeles velegnet til at blive udnyttet 😉
Mens pinden tørrede, tænkte jeg over, hvad jeg skulle bruge den til. Der kom en masse ideer op. En lampe? Men det var den for kort til. Lysestage til fyrfadslys? Det var ikke lige det vi stod og manglede. Men så kom det til mig – et strømpebræt! Længden var perfekt, og med de forholdsvis lige sider, var det optimalt til at sætte klemmer på.
Selve brættet er der ikke gjort noget ved. Når nu farven på drivtømmer er så smuk, ville det være synd. Jeg tog nogle træ-tøjklemmer og skilte ad for at male dem. Jeg ville nemlig kun have at det var træet, og ikke metaldelen der blev malet. De fik en rest svenskrød kalkmaling som jeg havde stående. Man kan snildt bruge andet end kalkmaling, men synes den matte finish passede til drivtømmeret 🙂
Da klemmerne var tørre, skulle de samles igen. Det var det mest besværlige i dette projekt, for malingen må jo ikke skrabes af! Jeg fandt en metode hvor jeg brugte en ekstra klemme til at tvinge metallåsen fra hinanden, så jeg kunne skubbe den halve klemme ind på plads.
Klemmerne er sat på med trælim, og så bare en anordning til at sætte det op på væggen. Jeg valgte jutesnor 😉
Nu hænger den i bryggerset og jeg har altid styr på sokkerne nu 😀