Penge

Penge i gave til det rejseglade par

Vi er inviteret til bryllup ved min storebror. Jeg er altid splittet i sådanne situationer, for jeg elsker at give gaver, der viser jeg kender dem og har tænkt længe over hvad der passer til dem. Så når de åbner den bliver de overrasket og super glade – fordi de slet ikke havde tænkt på det selv. Det er også den slags gaver jeg selv elsker at få 😀

Samtidig vil man jo gerne give dem, hvad de egentlig ønsker sig, og i denne situation ønsker brudeparret sig kun penge, så de kan komme ud og opleve verdenen.

Jeg har aldrig været fan af penge i en flad kuvert, med et kort til – det er simpelthen for kedeligt. Så fordi de ønskede sig penge til at rejse for,  blev jeg inspireret til en anderledes indpakning.

Den gang Jesper og jeg blev gift fik vi en lignende gave. Vi gemte kufferten, og da jeg ikke kunne finde andet at pakke pengene i, valgte jeg at genbruge kufferten 😉

Pengene blev foldet som forskelligt tøj, så det passede til at det skulle i kufferten – ligesom når man rejser 😉

Penge

Jeg ledte lidt rundt på nettet efter nogle tutorials til at få pengesedlerne foldet. Jeg fandt til sidst en side, som havde en masse forskellige designs. Flere skjorter – både med og uden slips, kjole, bukser, ring osv. Jeg valgte kjolen, bukserne og skjorten uden slips, da det passede bedst til hvad man ville komme i en rejsekuffert.

De er ret nemme at folde, hvis man er en lille smule fiks på fingrene, og hjemmesiden jeg fandt havde også rigtig gode beskrivelser af proceduren – både som video og billeder. Så de fleste burde kunne komme i mål med projektet 🙂

Pengene kom i kufferten som fik “rejseseddel” på og blev forsejlet – så baggagen lå sikkert under rejsen 😉