Krydderurter

Krydderurter forsøder den kolde tid

Det er ved at være den tid på året, hvor man skal tænke på at konservere de friske krydderurter fra haven 🙂 Vi har en del krydderurter i krukkerne som skal gemmes til vinteren. Her er nogle ideer til hvordan urterne kan bruges til konservering.

Myntesukker

Myntesukker smager ikke kraftigt af mynte. Myntesmagen bliver stærkere, efterhånden som den danser rundt på tungen – og smagsløgene registrerer den. På den måde er myntesukker med til at give smag og aroma – uden at smagen overdøver retten.

Til en skål:

  • 1 stort bundt frisk mynte
  • 200g sukker (både hvidt og rørsukker kan bruges)
  • Kom myntebladene og sukkeret i en foodprocessor / minihakker og blend indtil sukkeret bliver helt grønt.
  • Hæld sukkeret på en bageplade med bagepapir eller rent viskestykke. Det skal ikke bages, men blot have lov til at lufttørre til næste dag.
  • Når sukkeret er helt tørt, klumper det på grund af myntesaften. Dette kan blot knuses. Enten med bagsiden af en kop el.lign.
  • Hæld nu myntesukkeret i et rent og tørt glas med et tætsluttende låg.

Opbevares mørkt i et køkkenskab i flere måneder.

Krydderurtesalt

Med krydderurtesalt kan man gemme krydderurternes overdådighed til dårligere tider. Det er en fantastik måde at skrue op for smagen og ned for saltet i maden.

Ulig de krydderurtesalte man kan købe i butikker, vil vi gerne have, at der er bare en smule krydderurter og smag i ;-). Derfor skal der også bruges en del flere krydderurter, end man lige regner med.

Til en portion:

  • 1 dl god groft salt
  • 2-3 store håndfulde krydderurter
  • (et hvidløg)
  • Pluk krydderurterne du vil have i.
  • Hvis du ønsker hvidløg i skal du pille hvidløget så du har feddene.
  • Blend det hele i en foodprocessor eller minihakker, til urterne er knust, og saltet stadig er helt.
  • Bred ud på et fad og tør i et par dage på køkkenbordet eller i ovnen på 50 grader natten over. Når det er knastørt, kommes saltet på glas.

Opbevares i køkkenskabet i en lufttæt krukke. Kan holde uendeligt (eller til det bliver spist) 😉

Du kan med fordel lave flere forskellige portioner af dine krydderurter. Så har du variation hele vinteren 😉

Tør-pesto

Dette er en fantastisk pesto blanding, der kan opbevares i køleskabet i op til 6 måneder.

Pestoblandingen har et hav af anvendelsesmuligheder:

  • Bland i hjemmelavet mayo for velsmagende dip.
  • Drys på kød til marinade
  • Lav hurtigt en hjemmelavet pesto.

Blandingen tilsættes først en smule vand så krydderurterne opblødes, derefter tilsættes din favoritolie og pestoen røres op indtil den ønskede konsistens er opnået.

  • 2,5 dl tørret krydderurter
  • 1/2 dl pinjekerner (eller andre nødder f.eks. mandler eller valnødder)
  • 1 tsk hvidløgspulver
  • 1 1/2 spsk. olie
  • Mal nødder til fint mel i en foodprocessor eller minihakker.
  • Tilsæt skyllede krydderurter efter valg og hvidløgspulver.
  • Blend ingredienserne indtil de er godt blandet.
  • Når foodprocessoren kører, dryppes olivenolie i, indtil det er godt blandet (blandingen vil stadig have en smuldrende konsistens, selvom der er tilføjet olie).

Opbevares i glasbeholder i køleskab i op til 6 måneder.