TV2FYN

Tv2Fyn inviterer – Lær at gøre dit skrammel til skatte

Ihh altså. Jeg er blevet kontaktet af en journalist på TV2FYN 😀

De er ved at arrangere et event omkring genbrug og upcycling og de vil gerne have mig til at lave en workshop, med korkpropper som omdregningspunkt! 😀

Der vil udover den workshop jeg står for, være to andre, som man kan deltage i.

  • Katja Marcussen: Idé-kvinden bag Tingcentralen i Aarslev. Til eventet kommer hun blandt andet til at vise og instruere i, hvordan man laver lamper ud af materialer, der ellers var blevet smidt ud.
  • Anja Michele Mathies: Designer og leder af Odense Renovations nye genbrugsbutik. Til eventet vil hun sørge for, at gammelt stel får nyt liv.

Eventet afholdes i det  ny-åbnede Bronx, Bolbros nye “fællesskabs-biks”.

Program for aftenen:

18.00: Velkommen! – Og mød aftenens kreative eksperter. Herefter debat og interviews. Hvad skal der egentlig til for at komme i gang med at upcycle? Hvad er det, som forhindrer os i at bare at fyre den af med kreative idéer og gamle materialer? Og hvor stor forskel gør det egentlig, når vi genbruger og upcycler frem for at købe nyt?

18.40: Kreative workshops. Vælg selv, hvad du vil lave:

1: Lav en lampe eller en vægdekoration.

2: Dekorér et stel og lav sjove kopper og tallerkener med.

3: Lav sjove ting af korkpropper.

20.00: Tak for i aften.

Undervejs er der Byttebiks: Medbring noget, du ikke længere vil have. Du kan bytte din ting væk, eller måske endda tage den med hjem igen, hvis du i løbet af aftenen har fået en god idé til, hvordan den kan bruges. I stort samarbejde med Bronx, der allerede har en ”byttebiks”.

Hvis du har lyst til at deltage i eventet med TV2FYN, kan du læse mere om det her. Det er også her du bestiller din billet. Tilmelding er nemlig nødvendig.